Vi sponsorerer
Bork Festival
Har du styr på dit festivalslang?
// Udgivet: 05-07-2022
Her får du hjælp til at oversætte en masse festivalord, du måske ikke kender i forvejen. For hvad er egentlig ’tigermis’ og ’forteltvarm’? Få svaret i dette leksikon.
Vi har (selvsagt) været på Bork Festival mange gange og har ret godt styr på det helt særlige festivalsprog. Her får du hjælp til at oversætte en masse festivalord, du måske ikke kender i forvejen. For hvad er egentlig ’tigermis’ og ’forteltvarm’?
Få svaret i dette leksikon.
Beskidt
Når noget er virkelig fedt - ja, så er det beskidt. Du kan sagtens sige: ”wow, en beskidt koncert”.
Camp Deluxe
Campen for de eksklusive festivalgæster, hvor der er ro, strøm og wellness. Her kan man kun høre festen i baggrunden. Er din nattesøvn vigtig for dig, er det her, du skal bo.
Den flydende selvtillid
Øl, cider - eller bare en god dåse fyldt med selvtillidsbatterier.
Det Irske Telt
Et telt med irsk musik, nattefester og øl, der er så tyk, at den kan spises. Det er her festen fortsætter, når koncerterne i det store telt er færdige.
Døgneren
Hvis du er en af natteravnene, har du formentlig prøvet at lave en døgner. En døgner er, når du har været vågen i 24 timer eller mere.
Dåsetrold
Et kælenavn til pantsamleren.
Festivalfrisk
Festivalfriske madvarer er kendetegnet ved, at du kun ville indtage disse i en absolut nødsituation i ’virkeligheden’, mens du på Bork Festival med største glæde guffer den i dig. Festivalfrisk mad kan af og til opleves søbet ind i varm øl, du ikke lige havde opdaget. Ekstra smag, ekstra glæde.
Forteltvarm
Forteltvarm henviser til madvarer, der ligesom festivalfrisk, har nydt en god stund i solen, og som derved er blevet lidt lune.
Gaffaredning
Måske var teltet ikke helt så vandtæt, som du troede. Det kræver en gaffaredning!
Houdini
Når du ’laver en Houdini’, smutter du fra festen uden at sige det til nogen. Det kan vække bekymring og/eller intriger blandt de efterladte.
Kabyssen
Gode danske retter lavet af skibskokken - præcis som mor laver dem.
Myggen
Den stikker (hvis du er uheldig), men det er også svaret på den lokale tank, hvor der er mulighed for mad, drikke og friske forsyninger det meste af døgnet på Bork Festival.
Tigermis
Når du som udefrakommende festivalgæst går over en ølbowlingbane, må deltagerne i spillet råbe ’tigermis’, og så er det bare med at komme væk. Spillerne må nemlig overfalde dig, der har passeret banen og ødelagt spillet.
Ølbowling
Ølbowling er uden tvivl det drukspil, der bliver spillet flest gange på Bork Festival. I grove træk spiller to hold med to personer på hver, om at vælte hinandens øldåser med en fodbold. Det hold, der taber, drikker.
Ølfrakke
Når du ikke fryser, selvom solen er gået ned på Bork Festival. Du har nemlig drukket så mange øl, at du ikke mærker kulden. Hvis nogen siger: ”Hey, fryser du ikke?” så siger du: ”Nej, bare rolig, jeg har taget min ølfrakke på”.
Ølle
Når klokken er 11, er det tid til en bajer (selvom det nok ikke er dagens første).