Fire stærke navne til Bork Festival
Nyt år betyder nye navne på musikprogrammet til årets festival! Vi er derfor glade for at kunne byde velkommen til fire stærke navne, der alle gæster Bork Festival 2026.
Glæd dig til at opleve:
Johnny Deluxe
Med platinplader på hylden, tidsløse hits som Elskovspony, Drømmer jeg og Drenge som mig, og omkring 250.000 månedlige lyttere på Spotify, har Johnny Deluxe for længst bevist, at de stadig lever stærkt.
Bandet leverer altid koncerter, der forener fællessang, energi og nærvær, og hvor publikum både synger med på de store radiohits og bliver taget med på en rejse gennem bandets seneste musikalske univers.
Martin Kanstrup
Martin Kanstrup er på rekordtid blevet en af landets mest efterspurgte komikere og entertainere. Inspireret af legender som De Nattergale, Allan Olsen og Niels Hausgaard har Kanstrup formået at skabe et standup-format, der mixer lyrik og komik, og som både underholder og berører.
Der er altså lagt op til en oplevelse fyldt med masser af grin og nærvær, når Kanstrup igen indtager Bork Festival.
Spar 2
Når Spar 2 i 2026 fejrer 40 år, bliver det med et jubilæumsbrag af en fest, der kan mærkes helt ned i maven. Nostalgien vil vælte ud af højtalerne i et festfyrværkeri af pop, minder og livsglæde, og musikken, minderne og magien vil løfte festen til højder, som vi næsten havde glemt fandtes.
Bandet lover, at det bliver vildt, rørende og skørt - lige præcis som et jubilæum skal være!
MD-Duo
MD-Duo består af Martin og Dennis – to spilleglade-thyboer, der har skabt deres helt egen niche: moderne dansktop med ungdommeligt drive, masser af humor og syng-med-stemning. Til deres koncerter blander de egne hits med velvalgte covernumre og sikrer, at publikum både synger, danser og griner.
Der er altså lagt op til en kæmpe fest, når duoen vender tilbage til Bork Festival 2026.