Pomfritten

Du kender fornemmelsen. Klokken er sent. Eller tidligt, afhængigt af hvordan man ser på det. Du er rundtosset af musik, øl og indtryk, og din krop sender et klart signal: Nu. Mad. Gerne noget, der knaser. Og drypper lidt.

Så går du hen til Pomfritten.

Et fast holdepunkt i en festivalverden, der ellers godt kan sejle lidt, når mørket falder på. Pomfritten svigter aldrig. Den er der, når du er sulten, træt, glad og halvsnalret.

Du bestiller altid det samme. En stor bakke pomfritter med remoulade. Eller måske en bøfsandwich, hvis du føler dig modig. Det hele smager godt, når først det er serveret i bakke, og du har fundet en bænk, en barstol eller bare et sted med læ.

Der er noget trygt ved Pomfritten. Du behøver ikke forklare noget. De ved godt, hvorfor du er der. De kigger ikke skævt til dit solskoldede ansigt, dit støvede fodtøj eller din lettere skæve balanceevne. De leverer bare hurtige, varme, salte løsninger på komplekse problemer.

Og selvom det “bare” er festivalmad, så smager det bedre her. Måske fordi det er lavet på den anden side af midnat. Måske fordi du står og griner med nogen, du lige har mødt. Måske fordi salt og festivalstemning klæder hinanden ufatteligt godt.

Pomfritten er også det sted, hvor du samler holdet op igen. “Vi mødes ved pomfritten,” siger du. Og det gør I. Nogle kommer slentrende. Andre stavrer. Men I ender der, med papirbakker, plastikgafler og historier, der allerede er ved at blive bedre, end de egentlig var.

Det er ikke gourmet. Det er festival.

Så næste gang du mærker sulten eller bare har brug for et mental pitstop midt i festen, så ved du godt, hvor du går hen.

Du går til Pomfritten. Her får du, hvad du har brug for. Hurtigt, snasket og med et smil.