Rasmus Walter på Bork Festival – Store hits og ny musik
Med et imponerende bagkatalog af nyklassikere som ”Endeløst”, ”Verden i stå”, ”Dybt vand”, ”Nyt lys”, ”Knust glas” og ”På en dag som i dag” er Rasmus Walter en af dansk musiks stærkeste sangskrivere og liveartister. Nu er han klar til at skabe magi og fællessang, når han indtager scenen på Bork Festival – og som en ekstra bonus har han helt ny musik på vej i løbet af 2027.
Vejen til at blive en af landets mest folkekære solister startede ellers i al stilfærdighed. I en pause fra rockbandet Grand Avenue – og på opfordring fra tvillingebroren Anders Walter – begyndte han for første gang at skrive og indspille sange på dansk. Det skete på et tidspunkt, hvor han egentlig var optaget på en uddannelse i Rødovre og var begyndt at indstille sig på et liv som møbelsnedker.
Men musikken ville det anderledes. Da gennembrudshittet ”Dybt vand” ramte radioerne, stod det hurtigt klart, at den dansksprogede solokarriere var den helt rigtige vej:
”Jeg begyndte at se mig selv som solist, da ”Dybt vand” slog igennem, og folk begyndte at skrive til mig for at sige, at teksten havde ramt noget i dem. Det var aldrig sket før, og den respons var så overvældende, at jeg vidste, at det var en dør, der ikke skulle lukkes igen,” fortæller Rasmus Walter.
Siden da har han ikke set sig tilbage. I 2022 kunne han fejre 20-års jubilæum på den danske musikscene med en stor danmarksturné og en udsolgt finale i Falkoner Salen, der både hyldede bagkataloget og gav en forsmag på fremtiden.
Når Rasmus Walter lægger vejen forbi Bork Festival, kan publikum se frem til en koncert fyldt med nærvær, stor musikalitet og alle de sange, vi alle sammen kan synge med på – krydret med friske toner fra det kommende kapitel i hans karriere.