Andreas Odbjerg til Bork Festival 2026
Der kan efterhånden ikke herske nogen tvivl om, at Andreas Odbjerg er en af landets absolut største popmusikere. Han er samtidigt også en kunstner, der i løbet af sin karriere har fået os alle til at tale mere om det at være ”sangskriver” – og det er der en god grund til. Andreas Odbjerg mestrer nemlig håndværket så afsindigt godt, at hans tekster og melodier konstant finder vej til det danske pulsslag.
Siden 2019 har nn perlerække af hits som ”føler mig selv 100”, ”i morgen er der også en dag”, ”hvad skal verden med sådan en som mig”, ”smugryger”, ”hjem fra fabrikken”, den massive landeplage ”STOR MAND” med Tobias Rahim og den funklende duet ”Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig” med Ida Laurberg været vidnesbyrd om én ting: de ord og melodier, Andreas Odbjerg nedfælder, ender på hitlisterne, på dansegulvene, i radioen, på festivalscenerne og over anlægget i parken på en solskinsdag med vennerne.
Udover at være kendt for sine evner i studiet har Andreas Odbjerg også opbygget et solidt ry som en af landets bedste live artister. Med en god portion humor, ærlighed og altoverskyggende sympati giver han sig gang på gang hen til sit publikum, og leverer et show, der er lige så smittende som hans sange.
Gør dig klar til en popfest, når vi byder velkommen til en af de største stjerner på den danske musikhimmel på Bork Festival i 2026!