Vi sponsorerer
Bork Festival
Kind Mod Kind på Bork Festival 2025
Hvordan vil det lyde, hvis When Saints Go Machine og Medina fik et kærlighedsbarn med flair for techno? Måske endda 5 af slagsen? Kind mod Kind er en ny dansk gruppe bestående af fem fyre i starten af 20’erne, der efter at have lavet musik sammen i en håndfuld år, nu har fået hul på et musikalsk univers, der er helt deres eget. Et univers fyldt med kontraster, hvor forsangeren Julius’ inderlige falset danser henover mørke elektroniske produktioner, som på samme tid er dansevenlige og eftertænksomme. Fælles for alle sangene, er en storladen, næsten cinematisk stemning, som giver lytteren en følelse af at tænke tilbage på minder, som de ikke har haft endnu.
Projektets identitet opstod som en simpel skriveøvelse, en øvelse der skulle få gruppen tilbage på sporet i deres engelsksprogede RnB-projekt — en skriveblokade havde ramt dem, og de havde brug for at skifte fokus. Lave noget, som ikke behøvede at være seriøst. Lave noget, som de synes var sjovt. Noget anderledes. Sådan kom 1. single ’Du Gør Mig Blind’ til, og siden da har gruppen ikke set sig tilbage.
Oplev gruppen for første gang i Bork, denne sommer.