
Jonah Blacksmith
Glæd dig til sommeren 2025, hvor det populære band Jonah Blacksmith spreder deres smittende energi og livsbekræftende musik på landets festivaler – og heldigvis for os, rammer de også Bork Festival!
Bandet fra Thy har de seneste år cementeret deres position som et af Danmarks absolut største publikumsfavoritter med deres medrivende koncerter. Efter at have sat et markant præg på festivalsommeren 2024 og spillet en for længst udsolgt filmkoncert-tour i efteråret, er vi stolte af at kunne præsentere dem på Bork Festival.
Siden deres kommercielle gennembrud med hittet "House on Fire" i 2021, har radiostationerne flittigt spillet deres sange. Numre som "Secrets in the Water", "Ocean" og senest "Up" er blevet en fast del af mange danskeres daglige lydspor.
Jonah Blacksmiths lyd er storslået og dynamisk – et musikalsk landskab, der minder om mødet med det imponerende Vesterhav, som udgør baggrunden for deres hjemegn. De syv talentfulde medlemmer formår med deres musikalske alsidighed at udfolde de personlige og håndskrevne sange i et frit og ubesværet univers. Her flettes tråde mellem det himmelstræbende og det nærværende, med rødder i folkemusikken og popmusikkens lyttevenlige melodier. I centrum står Simon Alstrups alsidige, stærke og genkendelige stemme.
"Vi bestræber os altid på at fylde vores koncerter med nærvær, spilleglæde og en masse udadvendt kærlighed, så det forhåbentlig efterlader et aftryk af samhørighed og fællesskab mellem os og vores publikum," fortæller brødrene og frontfigurerne Simon og Thomas Alstrup, og tilføjer: "Det, at få lov til at stå på en scene og tilmed – når det lykkes – få lov til at opleve netop den følelse er for os essensen af at spille musik. Og det bliver vi aldrig trætte af at stræbe efter!"
Med hjertet solidt plantet i det nordvestjyske består Jonah Blacksmith af brødrene Thomas og Simon Alstrup, samt Søren Bigum, Lasse Alstrup, Jon Bisgaard Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.
Gør dig klar til en uforglemmelig musikalsk oplevelse med Jonah Blacksmith på Bork Festival 2025! Vi glæder os til at byde dem velkommen!